Historie

Logens historie

Broderloge nr. 59 Hiort Lorenzen, Haderslev, blev institueret den 13. september 1925 og havde som moderloge, broderloge 15 Odin, Kolding. Institueringen fandt sted i Mariehjem i Damgade, Haderslev. Ejendommen fandtes egnet til logebrug efter istandsættelse og møblering. Ejendommen blev lejet for en treårig periode og lejen var kr. 250,- årligt.

Følgende brødre var forinden valgt til de respektive embeder, nemlig

Overmester:    Broder Erich Erichsen                                                                      

Undermester: Broder Edmund Melander                                                                  

Sekretær:        Broder Karl Chr. Chr. Adolpsen                                                          

Kasserer:         Broder Jens Oggesen

Skatmester:     Broder Anton Christensen Møller.

Disse 5 valgte brødre blev på institueringsdagen den 13. september 1925 indsat i deres embeder af Storlogen.

Logen talte ved institueringen 35 brødre og oplevede i de følgende år en så stor tilgang af nye brødre, at pladsen i Mariehjem blev for trang. I 1935 var antallet af brødre oppe på 75, og dermed var grundlaget for bygning af en ny logebygning til stede.

Bagermester H. C. Andersen, der var broder i logen, tilbød for egen regning at opføre en logebygning mod en passende husleje og med forkøbsret for loge 59 Hiort Lorenzen. Bygningen skulle opføres på grunden mellem Koopmanns Slagteri og bagermester H. C. Andersens hjørneejendom, Allégade 14. Med dette tilbud blev det økonomisk muligt at gennemføre byggeriet. Projektet blev udarbejdet af arkitekt Thorbøll. Opførselssummen ville udgøre kr. 63.000,-. Lejesummen blev fastsat til kr. 3.780,- årligt fra bygningens ibrugtagning, hvortil kom, at ud- og indvendig vedligeholdelse var lejeren uvedkommende. Lejemålet var uopsigeligt fra såvel ejer som  lejer i 25 år. Det påhvilede logen at bekoste samtlige lokalers montering og forsyning med inventar – dette gjaldt dog ikke køkkenet, der var ejerens ansvar. Inden for lejeperioden havde logen ret til at overtage ejendommen for kr. 71.000,-. Grundstenen blev nedlagt den 19. juli 1936.